I november 2004 eksploderede en fyrværkerifabrik i forstaden Seest uden for Kolding. 2000 mennesker blev evakueret. 75 huse måtte rives ned. Fire år senere har 38% af byens børn symptomer, der ligner post-
traumatisk stress.
Sammen med en række kollegaer var jeg i teatret og se Mungo Park Koldings åbningsforestilling ‘SEEST’ af Martin Lyngbo, Bjørn Rasmussen og Moqi Simon Trolin. Forestillingen giver et fantastisk følelsesmæssigt indblik i katastrofens omfang for en enkelt familie, hvis hjem blev delvist ødelagt af eksplosionens rystelser og ildens flammer. Og da først katastrofen er indtrådt, vil den ligesom ingen ende tage.
‘Hjemmet’ slår sprækker ligesom husets fundament gør det på grund af rystelserne. Hovedpersonen Asta på ‘9 år og 124 dage’ leder efter den skyldige. Der må jo da være en skyldig, ikke? Det er svært ikke at blive revet med af hendes eminente spil. Igennem hele forestillingen står hendes lille tynde krop og ryster svagt, mens hun gentager sine spørgsmål ud til verden. ”Hvem er det der har gjort det?” “Hvorfor kigger I allesammen på mig?”
Jeg er dybt imponeret over forestillingen, og er slet ikke færdig med at tænke over, hvad små og store katastrofer gør ved os som mennesker. Det kunne være dejligt, hvis der havde været en skyldig. Der må jo da være en skyldig? Dramaturgisk er det noget af det bedste teater, jeg har set længe.
